Hvor er mit barn?

Jeg har ikke forlagt nogen af dem (endnu), men det er en sætning man ofte hører. “Hvor er mit glade barn?” som om barnet kun tilhører en, når det har de følelser, vi kan lide og har nemt ved at rumme. Men børn har følelser, mange af dem og de er bestemt ikke alle sammen positive - heldigvis! Udvikling er hårdt, men nødvendigt.

Storm er inde i en periode, hvor noget er svært. Hjemme er han glad og pludrer løs (ikke alt er fryd og gammen, bare rolig, han hader stadig at få skiftet ble, græder over de mindste ting og er generelt bare 2 år gammel i al sin fantastiske frustrationsskabende vælde), men i vuggestuen - som han altid har elsket, fra han satte sine små vaklende ben der for et år siden til for ganske kort tid siden - er han begyndt at have svært ved at være. Han vil gerne være alene og han kan ikke lide, når de andre børn kommer tæt på.

Den opmærksomme voksne vil naturligvis række en forsigtig finger i vejret og derefter pege på den kæmpe store, men ganske nuttede omvæltning hans lillesøster udgør med et Umbridgesk ‘Ahem’ og jo naturligvis kan det have meget med hende at gøre, men jeg fornemmer nu alligevel at det stikker lidt dybere.

IMG_5615.jpg

Jeg er ikke børnepsykolog, men jeg ved dog at menneskehjernens udvikling er ekstremt langsom og især i de første år sker der rigtig meget. Så han er højst sandsynligt inde i en fase - eller måske viser der sig nye sider af ham. Børn er aldrig ‘kun’ noget som helst. Hvis dit barn altid er glad, vil jeg påstå at det er kilde til langt mere bekymring end hvis dets humør er vildere end en oktober-storm.

Jeg tror ikke det løser noget at fjerne ham helt fra situationen - og han er ikke ulykkelig. Han græder ikke eller kalder på far og mor, han vil blot lege alene. Det skaber så nogle konflikter, fordi der er andre børn og de holder sig ikke væk fra ham, men alt det er jo en del af den læringsproces, det er at omgåes andre mennesker.

Jeg savner ikke mit ‘glade sociale’ barn, mit barn er mit barn uanset hvad det føler. Jeg er heller ikke bekymret. Jeg finder hans udvikling og opførsel en evig kilde til fascination (og frustration) og jeg glædes over at kunne følge hans udvikling mod at blive det menneske han skal være.

I dag fylder han to år og selv i vores vildeste konflikter lurer stoltheden over at han siger fra, siger til og er et lille selvstændigt menneske, som jeg både gruer for og glæder mig til at diskutere med resten af mit liv.

IMG_5614.jpg