Billedbøger for de få - og hvordan man formidler dem

Nogle børnebøger har et utrolig smalt publikum. Gør det dem ligegyldige eller har billedbøger et så stort formidlingspotentiale at de allersmalleste også bliver nogle af de vigtigste?

Vi kender og elsker alle Cirkeline, Pippi, Carl og Villads og alle de andre elskelige og behagelige billedbøger.

Hvor mange kender Blæksprutten? 

I en perfekt verden ville bøger som Blæksprutten, Akvarium og Alkofanten i rummet ikke være nødvendige. Men det er de. Blæksprutten handler om søskendeincest. Akvarium og Alkofanten om alkoholiske og fraværende forældre. (Der findes mange flere billedbøger om svære emner og de kan lånes på bibliotekerne.)

På hver sin måde er de grusomme (Blæksprutten mest), men de har også håb. Håb for det barn der har stået der selv. Genkendelse, anerkendelse - følelsen af at blive set og forstået - og ikke være alene.


Akvarium

IMG_3688.JPG

Pigen med en fisk som mor og må klare alting selv, som lever for et kort måske-smil fra fiskemoderen og som er ensom og ulykkelig - læs mere på bibliotek.dk her.

Blæksprutten

IMG_3689.JPG

Guldmaj hvis storebror nogle gange ikke er den sjove abe eller store elefant, men i stedet bliver til blæksprutten med arme, der kan komme ind overalt - læs mere på bibliotek.dk her

Alkofanten i rummet

IMG_3687.JPG

Børnene med faren der altid lugter og er fraværende og som ikke leger med dem som andre fædre gør - læs mere på bibliotek.dk her (den er helt ny, men vil kunne bestilles i løbet af nogle uger).


Hvordan formidler man de hårdeste bøger? 

Det er et godt spørgsmål. Går man på biblioteket hvis ens barn er blevet misbrugt? Hvis man har en alkoholisk mand eller kone? For at spørge efter bøger? Næppe. At der findes billedbøger om incest er nok ikke noget de fleste tænker over. Slet ikke i en krisesituation. Her er det sjældent bibliotekaren, der vil komme i spil, men derimod pædagoger og omsorgspersoner. Jeg håber de ved at den findes. At der er hjælp at hente på biblioteket. For vi har bøgerne, men det er ikke altid at vi møder det rette publikum til bøgerne. Eller at det rette publikum ved at det er en mulighed. 

Det åbner også op for et dilemma. Bør Blæksprutten stå i billedbogskrybberne? Så bestemt ikke. Jeg er ikke sart. Men denne bog gav mig kvalme og ondt i maven. Det er ikke en bog noget barn - eller i virkeligheden voksen - bør falde over ved et tilfælde - og de fleste vil heller ikke have behov for det. Men med et så ømtåleligt og tabubelagt emne - hvem ville så spørge om de kunne låne den? Man kan søge på nettet og bestille den selv. Bestemt. Men hvis man ikke tænker over at noget eksisterer, så ved man heller ikke at det kan søges frem. 

Og det giver et misforhold. For har denne type bøger lave salgs- og udlånstal fordi de er totalt irrelevante eller er det fordi de fleste ikke ved, at de er en mulighed i forhold til at tale med børn om svære ting? Mit bud vil være det andet (omend de næppe slår nogle udlånsrekorder uanset).

Billedbøger (og bøger generelt) kan bruges til at åbne for de svære samtaler i et litterært narrativ, der ikke handler direkte om barnet. Når man tror man er alene om en svær situation og ingen har oplevet det samme bliver man hurtigt isoleret og bange for at tale om det. Bøger kan hjælpe med at vise at man ikke er alene.
Der er bestemt brug for disse billedbøger, men det er ikke sikkert at de der har brug for dem selv har overskuddet eller resourcerne til at opsøge dem. Det er ikke altid at man tænker bøger ind i en helende kontekst med de mindre børn - bøger kan ikke erstatte et terapiforløb, men de kan hjælpe.

Derfor håber jeg at omsorgspersoner og pædagoger husker at bibliotekerne er en kæmperesource - og jeg håber at bibliotekarer husker at orientere sig omkring hvad der findes af smal litteratur og fortælle deres lokale institutioner at der findes litteratur, der kan hjælpe med de sværeste samtaler.