Om læsning og fordomme #5: "Det er behøver jo ikke være realistisk, når det er fantasy"

Jeg har ofte hørt (eller læst) at folk synes man er tosset hvis man bruger "Det er jo urealistisk" om fantasy, dystopier eller science fiction - film som bøger. Men blot fordi at du vælger at din bog foregår i en anden verden, fremtiden eller vores verden men med magiske eller overnaturlige elementer betyder det ikke, at du kan gøre som det passer dig. Tværtimod har du sat dig en endnu sværere opgave for, for nu skal du genopfinde verden på ny og lave nye regler og ja, gøre det realistisk.

At skrive fantasy eller science fiction er ikke at køre på frihjul forfattermæssigt, selvom det sjældent opfattes som 'seriøs' litteratur. Men de store emner findes også i fantasy. Litteratur bliver ikke useriøst blot fordi der er elvere, androider og mutanter eller drager med. Og faktisk er fantasy- og scifilæsere ofte nogle af de mest kritiske læsere og fanger de mindste uregelmæssigheder og fejl - og poster dem på reddit.

Et eksempel kan være en science fiction roman hvor de fleste naturlige ressourcer er opbrugt eller uddøde, selvom det ikke er hovedtemaet i bogen, så er forfatteren nødt til at forklare hvor karaktererne får mad og vand fra - og det skal være realistisk ellers falder præmisserne fra hinanden. Det hedder science fiction, videnskaben skal være i orden. Ellers burde forfatteren have holdt sine temaer i en verden han eller hun kunne forklare. I en fantasyroman er forfatteren nødt til at være konsekvent med de regler han eller hun opstiller for magi eller de overnaturlige væsner der er i verden.

Men skal alt så med? Hvad med toiletbesøg? Menstruation?

Nej. Det er ikke det, der gør en roman troværdig. Forfatteren kan vælge at tage det med, hvis det har en funktion for historien eller det budskab forfatteren vil have frem. Men at tage hvert eneste måltid, toiletbesøg eller anden kropsfunktion med er kun relevant i det omfang, at det er relevant for fortællingen.

For det er den anden side af "Det er jo totalt urealistisk" - hvorfor hører man aldrig om toiletbesøg? Men ekstrem realisme (kan vi kalde det) gør det ikke til god litteratur. Der er nogle gange en fin balance mellem troværdighed og oversharing. Men det er det de dygtige forfattere kan. De kan balancere med informationen om den verden de har skabt, så det både bliver troværdigt, men aldrig ender som en opremsning af trivielle detaljer, der er irrelevante for læseren.

De fantastiske, overnaturlige og science fiction fortællinger er ikke et wildcard for en forfatter til at skrive hvad de vil - det er tværtimod en balancegang og et kæmpearbejde at holde styr på og skabe videnskab og naturlove for en helt anden verden, end den vi kender og få det til at fungere. Det er imponerende og fortjener mere anerkendelse end det ofte får.