Om at læse fantasy

Jeg er først og fremmest fantasylæser - jeg kan ikke rigtig komme udenom det, og det vil jeg egentlig heller ikke. Jeg bærer min usynlighedskappe og troldmandsstav med stolthed. Men jeg oplever ofte, at fantasy enten bliver anklaget for at være 'for ens' eller automatisk kastet ned i ungdoms/børneafdelingen. Voksne læser da ikke om drager - den slags vokser man jo fra.

Men nogle af de mest kendte forfattere og dem der gav genren sin base var voksne mænd - Tolkien og Lewis. De voksede ikke fra det. De fleste fantasyforfattere nu er voksne - børn får trods alt sjældent udgivet bøger. Hvis de ikke voksede fra det...hvorfor skulle jeg så som læser? Jeg kommer til at være en kroget gammel kone, der forventningsfuldt kaster sig over bind 8 i A Song of Ice and Fire, når den endelig udkommer, som gnægger over Dumbledores sokker for tusinde gang og græder over fiktive karakterer i et endnu ukendt Sarah J. Maas univers.

For fantasy er ikke bare drager og elvere - fantasy, og især den nyere, handler i lige så høj grad som anden skønlitteratur (og ofte i højere grad) om moral, ligestilling, sorg, racisme, vold, mobning, uretfærdighed og stort set alle andre emner, du kan komme på. De er måske nok pakket ind i magi og troldmænd, men temaerne er alvorlige nok. Jeg siger ikke, at alle burde læse fantasy, men ingen burde rynke på næsen af fantasy eller kalde det hele ens - hvilket i øvrigt også oftest er ikke-fantasylæsere - selv i de tilfælde hvor historierne minder om hinanden er der milevidt mellem temaer, fortællestil, sprog og budskab.

For eksempel behandler ACOTAR-serien blandt andet racisme og voldelige forhold. Six of crows og Throne of Glass (ToG her) handler også i høj grad om racisme og om hvad der sker med mennesker, når de udsættes for alvorlige traumer i barndommen. Ravneringene om mobning og ensomhed etc. Fantasy handler om at være anderledes og om at overleve i en fjendtlig verden - det handler om at blive voksen og om at blive og være en anstændig voksen, selvom der sker frygtelige ting. Det handler om valg, om at træffe de rette og konsekvenserne, hvis man ikke gør. Fantasy handler om ikke at føle sig magtesløs i en uretfærdig verden - måske er vores ikke så magisk som Middle Earth eller Erilea, men vi kæmper vores egne kampe her (se for eksempel Vi andre bor her bare af Patrick Ness).

Fantasy er magtfuldt - vores helt/inde bliver måske nok trådt på, slået og ydmyget, men der er muligheden for at hun eller han før eller siden samler et sværd op eller finder sin magi og bekæmper det onde, det uretfærdige. Noget vi ikke altid kan i vores almindelige liv. Alt for ofte vinder bøllerne, magthaverne bliver aldrig stillet til regnskab og vores traumer står uforløste.

Jeg læser fantasy, fordi jeg elsker det - tydeligvis. Men også for at finde en forløsning for alle de ting jeg ikke har mulighed for at ændre i verden - fantasy har gjort mig mere empatisk, klogere og grundlæggende et bedre menneske. Og det vil det fortsætte med at gøre til den dag jeg dør.