Hvem har ansvaret for at få folk til at komme på bibliotekerne?

Det er jo bibliotekarerne, kultur- og litteraturformidlerne, kommunikationsmedarbejderne og eventmagerne, ikke? Det er jo os, der skal sørge for, at børn lærer at komme på bibliotekerne, og de voksne gider blive ved. Med biblioteksorienteringer, feriearrangementer, Hella Joof og koncerter som vores våben kæmper vi for at være relevante og spændende nok til at folk gider besøge os - og det gør de også. Nogle kommer kun for at høre på Hella Joof og smutter igen for ikke at sætte sine ben på biblioteket før næste gang en kendt kommer forbi, andre ender med at låne bøger med hjem, og nogle helt tredje genopdager biblioteket på ny og begynder at bruge det jævnligt. Og det er alt sammen godt. Vi er glade for at tilbudt noget nogle kunne bruge også selvom det var en engangsforestilling - bogstavelig talt.


Men jeg har også været ude og tale med folk, både i kraft af mit job som børnebibliotekar, men også i min fritid - faktisk er man som bibliotekar altid lidt på arbejde, for om du er til familiefest, på en bar eller på internettet, så har de fleste en mening og oplevelse om biblioteket - og jeg brokker mig ikke, det er trods alt bedre end at blive spurgt om mærkeligt udslæt - og så hører man ting som: "Vi har så mange bøger at vi faktisk ikke bruger biblioteket".

Lad mig starte med at sige: Jeg har også rigtig mange bøger og jeg køber rigtig mange bøger. Det kommer jeg ikke til at holde op med, for der ligger også noget andet i det end blot at eje dem. Jeg vil gerne støtte bogbranchen, forlagene og vigtigst forfatterne. Jeg er stolt af mit bibliotek. Jeg ved at min nevø altid vil kunne låne bøger af mig. Et eventuelt barn vil ikke komme til at mangle læsestof i mange år. Men jeg har ikke alle bøger. Jeg har de bøger, der var bedst for mig på et givent tidspunkt, ikke de bøger der nødvendigvis er bedst for mit (imaginære) barn. Og mit bibliotek er 1) Forældreovervåget (jeg bor der jo) 2)Begrænset.

Biblioteket - det rigtige bibliotek - er ingen af de ting. Min søn kan læse om seksualitet, verdenshistorien, heste og KZ-lejre uden at hans forældre ved hvad han læser om. Der ligger en utrolig frihed i det! Ikke at blive censureret, at kunne låne bogen om pikke uden at mor og far ved det (det gør de jo så nok et eller andet sted alligevel, fordi han sikkert lader den ligge fremme, det har han efter sin mor - bøger overalt! -, men han skal ikke spørge om lov). Og det er her vi kommer til min pointe: selvfølgelig er det vores job - os der arbejder på biblioteket - at gøre biblioteket et sted man gerne vil være og sørge for at folk ved det. Men det er også et forældreansvar. Et læreransvar. Et onkel og mosteransvar. At gå med på biblioteket fra starten. At bruge det som en naturlig del af hverdagen, også selvom man ikke låner noget hver gang. Det er gratis, der er legetøj og bøger man kan læse mens man er der. Man behøver ikke slæbe det med hjem, selvom jeg også vil opfordre til at man gør det.

Udlånene falder ikke. Besøgstallene falder ikke. Men det gør bibliotekernes ressourcer. Hvert eneste år bliver der skåret på budgetterne. Der bliver færre penge til kompetent personale og det der er skal løbe stærkere og i det sidste ende gøre deres arbejde dårligere eller få stress, færre penge til bøger og spil og til arrangementer (selvom det ofte er på arrangementerne man så prioriterer). Hvis den udvikling skal vendes kan bibliotekerne ikke gøre det alene. Vi kan alle sammen godt lide at biblioteker findes - måske ikke for vores egen skyld, men vi ved der er mennesker, der er afhængige af dem. Børn som ikke har ressourcestærke forældre som kan købe bøger og computerspil til dem, børn og unge som skal have hjælp til opgaver. Voksne som ikke har råd til bøger. Børnefamilier som skal fodre 1-3 småbørn med billedbøger oghverken har økonomi eller plads til så mange billedbøger. Studerende som skal bruge et sted at skrive opgave. Ældre som skal have hjælp til Nem-ID eller til at søge boligstøtte.

Jeg har ikke lyst til at finde ud af hvordan Danmark ser ud uden gratis folkebiblioteker. Og jeg mener, at det er et fælles ansvar at sikre deres beståen.