At udfordre børns læselyst - eller hvorfor gode børnebibliotekarer i biblioteksrummet stadig er super vigtige

Mange forældre opfatter børns læsevaner som noget statisk - eller så skrøbelige at man skal passe på ikke at ødelægge dem. Begge dele er til dels rigtigt. Jeg har været fantasylæser hele mit liv, det ændrer sig ikke. Men jeg læser også 100 andre genrer. Og ja, man kan godt ødelægge læselysten på sigt, hvis man kun giver barnet bøger, der ikke interesserer det.

Men man kan også ende med at please barnet for meget eller simpelthen misforstå det. Fordi det en gang har vist interesse for drager, behøver alle bøger man præsenterer det for ikke indeholde drager - eller være fantasy. Mennesker er komplicerede væsner, der godt kan interessere sig for eller sætte pris på mere end en ting. Og det gælder også de små af dem.

Og bøger er ikke kun en ting - de er emner, tema, skrivestil, sprog og illustrationer. Børn kan ikke altid formulere deres ønsker og behov som vi voksne (som oftest) kan. Måske var det i virkeligheden skrivestilen og sproget, der fangede barnet, men det barnet husker, når du spørger er, at der var drager med. Derfor risikerer man, hvis man efterfølgende kun præsenterer barnet for bøger med drager uden at tage højde for at der kunne være andre ting i bogen, der interesserede eller fangede i den første bog, at man faktisk svækker barnets læselyst.

Det er svært at sætte ord på læseoplevelser, især når man ikke har et helt færdigt sprog og ordforråd og måske ovenikøbet heller ikke helt ved hvad det egentlig var der fangede. Ydermere er det ikke altid at forældre kan få informationen ud af ynglet - de kan være særdeles umeddelsomme til tider. Som bibliotekar oplever man ofte at forældrene kommer til at lægge ord i munden på barnet. Enten ved slet ikke at tage dem med på biblioteket og simpelthen gå ærindet for dem, eller ved at hjælpe dem for meget når bibliotekaren stiller dem spørgsmål: "Du kunne godt lide den med dragen, kan du huske det? Du syntes, at dragen var både farlig og spændende". Det er naturligvis i bedste mening, men det er ikke altid en hjælp, fordi barnet ofte vil tage den nemmeste løsning og sige ja, selvom det egentlig ikke var dragen, men venskabet mellem dragen og pigen, barnet godt kunne lide. Derudover er det rigtig gavnligt for sprogudviklingen at give barnet tid og muligheden for selv at finde ordene - også selvom der også skal handles ind og laves mad.

Jeg talte en dag med en pige, der havde læst Pigerne fra Nordsletten og "gerne ville have noget der lignede". Men da jeg stillede lidt flere spørgsmål, viste det sig at med 'noget der lignede', mente hun ikke en fantasyserie eller noget med hekse eller konger, men en serie om venskab mellem en gruppe piger, og hun endte med at låne Veninder for altid-serien med hjem, som overhovedet ikke ligner Pigerne på Nordsletten på overfladen eller handler om det samme.

At tro er børns interesser er færdigdannede og ikke kan udvikle sig eller påvirkes blot fordi de har en læst en række bøger, der mere eller mindre handlede om det samme eller mindede om hinanden er at gøre dem en gigantisk bjørnetjeneste.

Læselyst styrkes ved at man læser bøger man elsker, jovist, men den styrkes også ved, at man bliver udfordret og prøver noget nyt, udforsker litteraturen (i alle dens former, tegneserier, digitalt, interaktive bøger) og finder nye genrer, skrivestile og emner, som man elsker og som giver en god oplevelse.

Men børn (og forældrene) vil ofte vælge den nemmeste løsning. Det de allerede kender, forsider der ligner det de er vant til, emner der er i samme boldgade. Det sikre. Derfor kræver det også dygtige formidlere, der er til stede i biblioteksrummet, når børnene er. Som opsøger børnene, laver fede og inspirerende udstillinger og i det hele taget er til stede på en måde, som gør at børnene ikke er i tvivl om at bibliotekaren er lige præcis der, hvor han eller hun helst vil være, som brænder for dem og deres litteratur og læser det på de præmisser, det er skrevet. Som tager børnene og formidlingsopgaven seriøst og ikke som et stykke venstrehåndsarbejde, mens man ærger sig over at man kommer bagud med skrivebordsarbejdet.

Bibliotekaren er der for at tale med børnene. Det gør ikke noget, at det tager lidt tid for børnene at finde de ord og at vi skal stille mange spørgsmål eller præsentere mange forskellige muligheder før vi finder et match; det er det, vi er der for, når vi er i biblioteksrummet.

Og derfor er dette også et opråb til børnelitteraturformidlere (bibliotekarer og andre), chefer og skemalæggere. Jeg har, i de år jeg har været vikar, været på mange biblioteker på Sjælland og med tiden er der især en ting, der er blevet udbredt og som jeg har set mere og mere. At udlånsvagter er en belastning, fordi der er så mange andre opgaver der skal nåes og at hvis en skranke skal stå tom fordi der ikke er tilgængeligt personale, bliver det den i børneafdelingen. Men hvis I allerede svigter lånerne som børn, hvorfor skulle de så tænke på biblioteket som en kulturinstitution de kan bruge, når de bliver voksne? Når de selv får børn? Som Jan M. Johansen skrev i denne klumme, så er det personalet, der gør at folk knytter sig til biblioteket. Så lad os give dem engageret, udfordrende og dygtigt personale helt fra starten. Så lånerne vender tilbage som unge voksne, som voksne voksne og hvis de en dag selv bliver forældre kommer med deres børn - fordi biblioteket og i særdeleshed bibliotekaren støttede og vejledte dem, dengang de var børn og var i færd med at finde deres identitet og interesser.