Wonder

 

Engang imellem oplever man et ægte wonder. Når en filmatisering faktisk er lige så god som bogen. Men lad os først se på hvad en filmatisering er. Det er ikke en 1-1 oplevelse. Det kan det meget sjældent blive for en bog og film er to forskellige medier. Ikke alt kan overføres. Så en filmatisering hverken kan eller skal være præcis som sit ophav. Men derfor er der stadig mere og mindre vellykkede adaptioner. Nogle fungerer bedst, hvis man har læst bøgerne, fordi for mange detaljer går tabt. Nogle kan stå alene, men ender med at fortælle en næsten helt anden historie. Og så er der tilfælde som Wonder. Hvor filmen indkapsler og formidler hele bogens budskab og kerne og er tro mod karaktererne, selvom de to versioner ikke er helt ens.

Bogen er vidunderlig. Troværdig, sød og fuld af vigtige livslektioner.

Jeg har læst bogen to gange nu og det er ikke sidste gang. Både fordi jeg gerne vil læse den med mit eget barn, men fordi den indeholder så mange budskaber, som det er sundt at blive mindet om med jævne mellemrum.

Både at de der er anderledes er mennesker præcis som os selv og at ord, selvom de ikke er ondt ment, kan gøre ondt. Auggies historie er bestemt hjerteskærende og lærerig - men for at citere hans mormor, så har Auggie mange engle der passer på ham. Det er nemt at glemme de børn, der passer på sig selv, fordi de ved at der er andre som har mere brug for opmærksomheden - som Auggies søster.

Og vi ser verden fra Auggies venners side. Det koster også dem på nogle punkter at vælge Auggie til - men det er det værd, for vi er ikke vores udseende. Auggie er både sjov, sød og en god ven. Det er derfor, de er venner med ham. Fordi hvis man giver sig tid til at lære nogen at kende finder man ud af hvad der er under overfladen.

Filmen fanger budskabet helt perfekt. Den fanger forældrene, vennerne og Auggie og Via. Den efterlod mig med en følelse af håb. At bøger og film som denne faktisk kan ændre verden. At vi kan lære vores børn altid #choosekind

Det er mit eget håb for mit barn. Hvis jeg kun kunne sende ham ud i verden med et enkelt budskab ville det være det:

“When given the choice between being right and being kindchoose kind.”

Dr. Wayne Dyer

Bogen kan læses fra 10-11 år og måske endda læses højt et par år tidligere (det planlægger jeg selv at gøre) og filmen kan ses af hele familien, uanset om man har læst bogen eller ej. Der er noget i den for den 8-9 årige, teenageren og forældrene. Og jeg kan virkelig anbefale begge dele.

https://www.youtube.com/watch?v=ngiK1gQKgK8&t=2s